Helsingør Atletik har netop haft et stærkt hold med til de danske ungdomsmesterskaber i atletik, og det blev en weekend med mange flotte resultater. Med en samlet medaljehøst på 4 individuelle medaljer og 1 stafet medalje, blev det også det bedste indendørs mesterskab for Helsingør Atletik de seneste år.
Yngste deltager var Albert Redestam, der som mesterskabsdebutant primært var med for at lære. Albert deltog i klassen for de 14-15 år i både sprint og spring. I 60m manglede han desværre 1/100 del af sekund for at kvalificere sig til finalen, mens han på 200m løb sig til en andenplads i B-finalen og endte på en samlet 6. plads. I både længdespring og trespring, blev det til finaledeltagelse, og her sprang Albert op til sit bedste og hjemtog bronze i begge øvelser efter nogle tætte konkurrencer.
Hos de 16-17 årige deltog Charlie Redestam i kuglestød, og kvalificerede sig her til finalen, hvor det endte med en 6. plads, med et resultat tæt på personlig rekord. I samme aldersklasse løb Sebastian Baan sig til nye personlige rekorder på 60m og 200m, mens Lucas Levring Jacobsen efter en ikke helt tilfredsstillende 60m sprang nogle flotte længdespring, hvor han desværre havnede lige udenfor finalen og dermed ikke kunne kæmpe med om metallet.
Hos de 18-19 årige drenge var endnu en debutant med, nemlig Christian Bordignon Madsen. Christian løb op til sine hidtil bedste tider på både 60m og 200m, mens den mere rutinerede Mikkel Panduro Johansen i samme alder kunne tage hjem med ny personlig rekord på 400m, som rakte til en samlet syvendeplads.
Endelig deltog Bertram Wolff Larsen på 60m hæk. Bertram kom ikke først fra start, men med hurtighed og god teknik, fik han kæmpet sig op gennem feltet og sluttede på en flot andenplads og dermed sølvmedalje i en ny personlig rekord.
Helsingørs ældste atlet, Zacharias Gustafsen, deltog i 60m og 200m for de 20-22 årige. På 60m var der på forhånd lagt op til en tæt finale, og her krydsede Zacharias målstregen som den femte hurtigste. På Zacharias’ nok stærkeste distance 200m, løb han op til sit bedste og sluttede her med en placering som nummer tre og dermed bronze placering.
Som sidste øvelse, stillede Helsingørs drenge op på stafetten 4x200m. Her gav drengene Lucas, Mikkel, Christian og Sebastian alt hvad de havde tilbage af energi og med en rigtig hurtig tid endte de på en flot andenplads blandt de 18-19 årige drengehold.
Træner Kasper Villumsen var meget tilfreds med atleternes præstationer. "Det er et resultat af flere års arbejde, hvor vi har arbejdet med deres styrke samt teknik, som gør det muligt, at de nu kan blande sig blandt de bedste i Danmark" udtaler Kasper. “Det var en fornem afslutning på indendørssæsonen, og det lover godt for den kommende udendørssæson " fortsætter Kasper.
Helsingør IF Atletik, Egevænget 6, 3000 Helsingør