Nyhedsvisning

Nyhed

20.01.2015 10:31 Alder: 3 yrs
Kategori: Aktuelt, HIF-atletik

Medaljer til HIF Atletik ved Østdanske Mesterskaber


I den netop overståede weekend deltog omkring 20 atleter fra HIF Atletik i de østdanske mesterskaber indendørs, som blev igen i år blev afviklet i Ballerup Super Arena.

 

HIF Atletik fik 2 guldmedaljer med hjem, som begge blev vundet af Jeppe Haghfeldt i klassen for drenge 12 år i disciplinerne 3000 meter og 1500 meter. Jeppe vandt 3000 m i tiden 11.01,92 minutter og 5.09,91 på 1500 m, begge nye personlige rekorder.

 

Netop i de længere løbediscipliner var HIF godt repræsenteret og det blev da også til mange flotte løb og til 3 bronzemedaljer til 3 andre løbere i ungdomsgruppen som trænes af Michael Hyllested.

 

Mikkel Møller Stamp fightede sig til en flot 3.plads i 800 meter i drenge 14-15 år, i et opløb hvor han næsten faldt ind over målstregen og sikrede bronze med kun 1 hundrededel sekund til nr 4.

 

Hos pigerne i piger 14-15 år og piger 16-17 år vandt hhv. Maya Haghfeldt og Natascha Clausen hver sin bronzemedalje i 3000 meter løb.

 

Den sidste medalje til HIF Atletik hentede Mikkel Eggert Strand i stangspring for drenge 16-17 år. Vinderen af netop denne række var Aske Valdemar Petersen, som indtil sidste sommer også repræsenterede HIF, men som nu stiller op for Sparta.

 

Der var ikke så mange sprintere med fra HIF Atletik, som i tidligere år, da hele sprint gruppen er i gang med et ”generationsskifte” efter en turbulent sommer sidste år med udskiftning af træner og stort frafald blandt atleterne. Der var dog et par rigtig flotte løb blandt piger 14-15 år, hvor alle 3 deltagere : Naja Vinther, Vibeke Falbe Hansen og Astrid Lykke satte nye personlige rekorder. Naja nåede semifinalen, Vibeke finalen og en 4.plads, mens Astrid trods hurtigste tid i indledende valgte at stå over i den videre konkurrence. Astrid løb for første gang efter en mindre skade og ville ikke tage nogen chancer.

 

Næste opgave for HIFs atleter er enten Kronborg Games på hjemmebane i Snekkersten Hallen eller tredje afdeling af årets vinterturnering i cross for ungdom. Der er stadig mulighed for at kvalificere sig til indendørs DM for ungdom som afholdes i starten af marts i Skive.

 

Se HIF's resultater her!


Nyheds arkiv